tirsdag den 1. september 2015

Torsk med citron og dildsovs

 


Man kan købe en "pose"pakke med en færdig Citron og Dild sovs til Laks i supermarkedet og den er virkeligt god. Den har vi brugt nogen gange, men jeg synes altid jeg ønsker mig mere sovs i fadet. I går tænkte jeg, at den sovs kan jeg da lave selv. Og selvfølgeligt kunne jeg det, og det kan du også.

Basen til sådan en sovs valgte jeg skulle være en Bechamel krydret med citronpeber, citronsaft og hakket dild. Selvfølgeligt også lidt almindelig hvidløgspeber og salt.

Min bechamel lavede jeg af smør, maizena og mælk. Den bliver tung, så da den var pisket igennem tilsatte jeg lidt vand. Smagte til med saft af en ½ citron, lidt hvidløgspeber, Citronpeber, salt. Når den har fået en god citronsmag, så giv den lidt ekstra salt, for den skal over fisken. Til sidst hakker jeg dild og vender det i sovsen.

Torsken var frosne filetter MSC mærket selvfølgeligt. Dem skyllede vi, duppede med køkkenrulle og lagde dem i bunden af et smurt fad. Sovsen hældes over, og fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 17 minutter.

Server med kogte grønne bønner og kogte kartofler. Alle her i huset elskede det.

Velbekomme.



søndag den 12. juli 2015

Sød grill marinade

Denne lækre og meget nemme marinade er sød og fantastisk.

Bland alle ingredienserne og marinér kødet i det i 1-2 eller mere timer. Grill og nyd.

1 dl. olivenolie
½ dl. ketchup (ikke pølsemandens, en rigtig ketchup)
50 gram brun farin
2 spsk. soya
1½ spsk. æblecidereddike
1 fed hvidløg, knust / presset i.
Lidt tørret chili (brugte chili flager)
3 skvæt tabasco (peber)

Mums, så lækker kylling har jeg aldrig fået før. Kyllingen havde vi hentet hos Slagter Henrik i Svedala. Det var ikke et almindeligt kyllingebryst, men vidst nok en lårfilet. Det var saftigt og skønt.

Velbekomme


søndag den 28. juni 2015

Grill-glace / marinade



Hjemmelavet Grill-glace / marinade er sådan en ting som vi gerne har ville lave rigtigt længe herhjemme. Og i dag googlede vi, læste, googlede lidt mere, og læste meget mere. Og resultatet blev denne smukke grydefuld, som i dag er blevet brugt både til koteletter og ribs.

Det ser ud til at være meget besværligt, fordi der er så mange ting som skal i, men faktisk er det meget ligetil, og ret let, omend lidt tidskrævende.

180 gram smør (alternativt margarine)
2 løg, hakkede
2 fed hvidløg
4 dl ketchup
3 dl vand
4 spsk vineddike (hvidvin)
4 spsk Worchestershire sauce
4 spsk citronsaft
1 spsk Dijon sennep
½ tsk stødt peber
½ tsk paprika
1/4 tsk cayennepeber (det havde vi ikke, så vi puttede ½ tsk paprika ekstra i)
8 dryp tabasco

Smelt smørret i en gryde, brun de hakkede løg og de finthakkede hvidløgsfed (ikke knuste).
Kom ketchup i gryden, kog et øjeblik. Kom resten af ingredienserne i, og lad det småsimre (absolut ikke bulderkoge). 

Velbekomme.





søndag den 21. juni 2015

Hindbærlagkage



Den gang da jeg begyndte at interessere mig for at lave kager, var jeg absolut ikke avanceret. I år 2010 sendte DR så pludseligt Mette Blomsterberg på skærmen med Det Søde Liv. Og så var jeg fanget. For der stod hun, en dygtig konditor, og viste hvordan vi almindelige mennesker kunne lære at lave super fantastiske lækre kager. Siden da har jeg været fanget af kage-verdenen, og haft lyst til at afprøve alt muligt. Samtidigt har udviklingen indenfor computerverdenen, jo så gjort at man jo efterhånden kan google alt (ofte lidt for meget - hvis du spørger mig) så det jeg faldt for ved DR's TV serie med Mette Blomsterberg, nemlig de "levende" billeder af en som faktisk viste mig hvordan det skulle gøres, der har jeg nu Youtube som kan inspirere eller forklare. Da jeg var lille kunne man læse i en kogebog, uden billeder vel at bemærke !!

Men den af Mette Blomsterbergs kager som virkeligt fangede mig var Hindbærlagkagen. Og fremtil demonstrationen af hvordan man brugte husblas, havde jeg end ikke tænkt på at købe det. Nu er det jo så (u)heldigvis sådan, at jeg ikke er så god til at følge en opskrift slavisk. Og hvis ingredienslisten lyder på noget som jeg ikke bryder mig om, så bliver det aldrig noget jeg kommer til at lave. Tænker her på at det har taget mig frem til Januar i år at prøve at lave noget med marcipan, og grunden til at jeg ikke laver cheesecake er jo så at jeg ikke kan lide ost (tror jeg).

Nåh men opskriften lød i hvert fald på noget i bunden som jeg ikke lige ville prøve, så jeg bagte en almindelig lagkage bund, og så gik jeg i krig med Hindbær fromagen. Det blev selvfølgeligt heller ikke til marcipan rundt i kanten, for marcipan er jo ikke lige mig, det er flødeskum til gengæld. Resultatet blev fantastisk, og fødselsdaggæsterne til den fødselsdag elskede den. Derefter var den ofte på repertoiret, hvorefter jeg kom igang med mousser baseret på hvid chokolade og denne gik lidt i glemmebogen. Nu har jeg taget glemmebogen frem, og den skal så meget tilbage på repertoiret.

Så her kommer mit opdaterede spin på Mette's Hindbærlagkage

Bund : Enten ville jeg bruge Drømmekage bunden ellers ville jeg bruge en rouladebund. Begge bunde er luftige og lette, og passer godt til fromagen.

Hindbærfromage:

5 blade husblas
250 gram hindbær (jeg bruger frosne)
50 gram flormelis
5 dl piskefløde
1 vaniljestang (ikke en stor, tyk, dyr en, bare en "slave" fra supermarkedet)

Husblas i koldt vand.

Hindbær, flormelis, vaniljekorn og stang i en gryde og koge.



Piskefløden piskes til blødt skum.



Husblas i hindbærmosen, efter stængerne er taget op. Og sørg for at det er helt smeltet. Lad det køle lidt af.



Vend en smule flødeskum i den nu godt afkølede hindbærmos.




Vend det så i resten af flødeskummet. Og kom det i formen.





Stil på køl minimum 6 timer, den kan også fryses så kan den måske nøjes med 3 timer (men kan selvfølgeligt også være derinde meget meget længere), skal så ud 1 time før brug.

Dette er et billede af en af de små, som vi da bare måtte teste her til aften. Uden pynt eller noget. 
Den var fantastisk.



lørdag den 20. juni 2015

Grill koteletter



Interval grillede koteletter var på menuen i dag.

Lennart er grill-mester herhjemme, så denne gang formidler jeg bare.

Koteletterne får salt og peber på begge sider

Grillen olieres (køkkenrulle med lidt madolie gnides på risten)

Koteletterne brunes af 3 minutter hver side ved høj varme.

3 minutters pause i fad med folie over.

2 minutter på en side

1 minut på den anden side

3 minutters hvile

1 minutters siden fra sidst, skal nu have 2 minutter

den anden 1 minut

hvile 3 minutter

Afhængigt af tykkelse får de 2 plus 1 minut igen

Og så er de lækre, saftige og skønne.

Er de meget tykke skal de selvfølgeligt have 2 plus 1 minut igen efter en hvile periode.


Kold Sommer-salatsovs





I dag skulle vi have grillede koteletter med kartofler og salat. Og så selvfølgeligt lidt sovse-snask til.

Denne er meget inspireret af gårsdagens kartoffelsalat og indeholder:

Creme Fraiche
Salatløg
Radiser
Gulerødder
Løvstikke
Purløg
Sennep
salt og peber
En smule sukker

Mums

Passer som SommerSovs til kartofler, eller smid en omgang pasta i og brug den som pastasalat. Man kan også vende kogte kolde kartofler i, så er det en kartoffelsalat.

fredag den 19. juni 2015

Midsommer middag, med ribben, kartoffelsalat og grønsalat.



Vi har været hos Henrik igen, og denne gang valgte vi skønne kødfulde ribben, som Henrik tørkrydrede for os. De har så ligget siden i går og marineret.

Til disse skønne ben, skal vi have hjemmelavet kartoffelsalat og grønsalat.



Den grønne salat indeholder:

Friskt ny høstet Spidskål
Peberfrugter (De store lange søde peberfrugter)
Agurk

Enkelt ja, men så godt.



Kartoffelsalaten indeholder:

2½ dl creme fraiche 18 %
1 dl mayonaise
2 små rødløg, finthakkede
Persille (en god håndfuld)
Purløg (sådan en lille god dusk)
Løvsikke (omkring 6 finthakkede blade)
1 tsk sennep (pas på dijon sennep smager af meget)
Salt
Peber
Lidt sukker
Lidt citronsaft
Lidt fint snittede gulerødder

Kogte afkølede kartofler

Ribben - tørkrydrede fra Henrik
Vand
Grill
Sølvpapir/staniol

Ribbenene kom vi i staniol, kom lidt vand ved, omkring 5 spsk.



25 minutter på hver side ved ca. 155 grader i grillen. I den lukkede pakke, så vandet hjælper med at gøre det saftigt og dampe det lidt.




Til sidst fuld kraft på grill og så grilles af på begge sider.

MUMS siger vi bare. Totalt hit.


Print venligt