mandag den 13. januar 2014

Husets moussetårta



Vi bor i Sverige, ikke ligefrem nogen hemmelighed :) Og herovre er der altså nogen ting som man gør lidt anderledes. For eksempel er man ikke nødvendigvis tvunget til at have bunde mellem lagene i en "lag"kage. Det synes jeg jo bestemt skulle afprøves og det blev det til melodi grand prix i 2013. Det der hvor Danmark vandt....

Bund:

1 stort æg
2 spsk sukker
1 spsk kakao
2 spsk kartoffelmel
½ tsk bagepulver

Tænd ovnen på 250 grader. Klargør en springform, med bagepapir i bunden. Formen og papiret smøres med et tyndt lag smør, flydende margarine eller smags neutral olie. Pisk æg og sukker grundigt. Bland kakao, kartoffelmel og bagepulver og sigt det i æggemassen. Bland forsigtigt, altså uden at tage alt luften ud af dejen. Dog også uden at efterlade nogen mel-lommer. Hæld det i formen og bag i ca. 5 minutter.

Bunden skal køle af inden moussen kommer på.

Jeg havde valgt en appelsinmousse til denne lejlighed, men alle slags mousse kan jo egentligt kombineres med denne ret neutrale bund.

Mousse:
4 stk. gelatineblade
2 stk. æggeblommer
1 dl. sukker
125 gram kesella
1dl. appelsinsaft
2½ dl. mellangrädde (det er fløde med et lavere fedtindhold - ikke madlavningsfløde)

Gelatinen skal lægges i blød i koldt vand i 5 minutter. Pisk æggeblommer og sukker, bland kesella i.
Appelsinsaften kommes i en lille kasserolle sammen med de 4 gelatine blade. Varm forsigtigt til de er helt smeltet. lad det køle lidt af inden det blandes med æggeblandingen. Pisk fløden og vend den i. Fordel moussen over den afkølede kage bund og sæt på køl i nogen timer til den er stivnet. Tror du skal regne med omkring 4 timer.

Jeg kan huske at der i opskriften var et superflot billede af denne moussetårta og at der på toppen var appelsingele. Det nåede jeg altså ikke lige den gang da jeg lavede den, så det må jo prøves snart :) Men opskriften på geléen den har jeg gemt og den kommer her.

Appelsingelé
2 stk gelatine blade
2 dl. appelsinsaft
5 spsk. sukker

Bland appelsinsaft og sukker i en kasserolle, varm det lidt og smelt gelatinen i og lad det afkøle lidt inden det hældes over appelsínmoussen. Tilbage på køl i 2 timer og så er den klar.

Husk at tage den ud af køleskabet minimum 30 minutter før servering, så træder smagen bedre frem.




























Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print venligt