lørdag den 26. december 2015

Utålmodige Boller




Det er ikke alle dage hvor man vil tilbringe flere timer med at bage boller. I dag var sådan en dag. Derfor blev det en hurtig bolle her til formiddag. Jeg forventede ikke meget, så mine oplevelse blev positiv. Der er mange ting jeg vil gøre anderledes næste gang, men af et første forsøg er det absolut godkendt.

For første gang har jeg prøvet at smelte gæren med sukker.














Du skal bruge:
3 dl. mælk
50 g gær
1 tsk. salt
2 tsk. sukker
50 g smeltet smør og 25 gram smør
ca. 500-600 g mel
Det hele æltes sammen og formes til boller. Jeg vejede dejen så hver bolle blev lavet af 48-50 gram dej. De blev lidt for små, og der fik jeg 20 boller. Så næste gang vil jeg lave bollerne af 75 gram dej.
Derefter sættes de på bagepapir og i midten af den kolde ovn,
ved 220 grader i 20 min.


søndag den 15. november 2015

Chokoladebiscotti


Denne søndag blev det til mit første forsøg på chokolade biscotti. Og det er bestemt ikke en opskrift jeg er færdig med at bruge. Og så blev de faktisk ret fine.

Ingredienser:
500 gram hvedemel
375 gram god bagemargarine
1½ tsk bagepulver
175 gram flormelis
50 gram kakao
40 gram hakkede hasselnødder
100 gram hakket hvid chokolade
1 æg

Pensles med 1 pisket æg og drysses med perlesukker eller med flere hakkede nødder.

Dette gav fire stænger som man jo så selv kan bestemme hvor tynde de skal skæres.

Varm ovnen til 220 grader (varmluft 200 grader)

Skær margarinen i mindre stykker. Sigt mel sammen med bagepulver, flormelis og kakaopulver ned til margarinen. Jeg brugte k-spade på min røremaskine. Kom nødder, chokolade og æg i dejen. Rør den færdig. Tag den ud på bordet del den i 4 og rul dem ud til en pølse som er lige så lang som din bageplade. Kom bagepapir på bagepladerne, lig dine dej-pølser på og tryk den flade, pensl dem med pisket æg og drys nødder over.

Hvis du vil bage begge plader samtidigt, så skal du bruge varmluft.

Bag dem i 12 minutter, tag dem ud og lad dem afkøle i 5 minutter, skær dem på skrå i skiver med en savtakket kniv. Bag dem herefter i 8 minutter mere ved samme temperatur. Lad dem køle helt af på en bageplade inden de kommes i kagedåser eller tætsluttende glas.

Næste gang vil jeg prøve at putte mørk chokolade i.
Velbekomme

lørdag den 14. november 2015

Snehvide trøfler

Denne opskrift fandt jeg i et Femina blad da jeg lå på hospitalet. Der var tiden lidt lang og jeg brugte de perioder hvor jeg ikke havde voldsomme hovedpine anfald til at kigge lidt i deres dameblade.

Ingredienser til ca 40 stk.

200 gram hvid chokolade
1½ dl piskefløde
50 gram kokosmel
80 gram flormelis
25 gram blødt smør

Pynt:
½ dl kokosmel
½ dl flormelis

Hak den hvide chokolade fint, mens du varmer fløden i en lille gryde. Kom lidt af chokoladen i gryden og rør rundt til den er smeltet, fortsæt med lidt mere chokolade, til alt din hakkede chokolade er smeltet i gryden. Tag gryden af varmen og tilsæt kokosmel, flormelis og smør. Rør i gryden til det er en ensartet masse, og smørret er smeltet. Hæld massen i en beholder læg film ned på massen og kom den i køleskabet til dagen efter.

Dagen efter deler du massen i passende små bidder, ruller dem i kokosmel blandet med flormelis, opbevar dem på køl til de skal spises.

Mums, velbekomme

tirsdag den 3. november 2015

Mors Gullash

Jeg har været stille, og det beklager jeg. Men nogengange sker der også lidt i den virkelige verden, som tager tid. Sådan har det været her. Men for nogen dage siden drømte jeg at jeg var tilbage i mit barndoms køkken, med min mor, og hun lærte mig at lave Gullash på hendes måde. Det stod så klart i min hukommelse efter den drøm, at jeg bare måtte teste om jeg faktisk kunne lave det lige så godt som hun.

Jeg købte oksekød inderlår og skar det i strimler. Brunede det af i en stor gryde med lidt olivenolie i bunden, samt en smule margarine. Det er en blanding som jeg synes godt om. Jeg kom rosenpaprika og hvidløgspeber på kødet mens det blev brunet af i gryden, og selvfølgeligt salt.

Hak løg mens kødet bliver brunet i gryden. Jeg hakkede 3 store løg til 1,2 kg. kød. Efter løget var kommet i, kogte jeg vand og blandede ca 1 liter vand med 2 kød bouillon terninger. Når løget er brunet lidt med kødet hældes bouillonen i gryden.

Så skal der skrælles gulerødder, omkring et lille kilo. Skær dem i skiver, ikke for tynde. De skal i sovsen når kartoflerne sættes over til mosen. Denne ret har godt af at stå og simre i 1½ time, uden der ellers sker noget med den. Måske ligefrem 2 timer. Vores stod i 1½ time, så kom jeg hakkede tomater (fra en brik) i. så skrællede jeg kartoflerne til kartoffelmos og da de var klar til at sættes til at koge, kom jeg gulerødderne i.

Sovsen jævnede jeg med lidt maizena blandet med koldt vand, og til sidst lidt fløde. Det var en skøn rejse ned af "Memory Lane" og det bliver en ofte brugt vinter ret her i huset.

Velbekomme, denne ret er absolut hele eftermiddagen værd. Det tager tid, men bliver så skønt.

Server med kartoffelmos og eventuelt kogte grønne bønner.













tirsdag den 1. september 2015

Torsk med citron og dildsovs

 


Man kan købe en "pose"pakke med en færdig Citron og Dild sovs til Laks i supermarkedet og den er virkeligt god. Den har vi brugt nogen gange, men jeg synes altid jeg ønsker mig mere sovs i fadet. I går tænkte jeg, at den sovs kan jeg da lave selv. Og selvfølgeligt kunne jeg det, og det kan du også.

Basen til sådan en sovs valgte jeg skulle være en Bechamel krydret med citronpeber, citronsaft og hakket dild. Selvfølgeligt også lidt almindelig hvidløgspeber og salt.

Min bechamel lavede jeg af smør, maizena og mælk. Den bliver tung, så da den var pisket igennem tilsatte jeg lidt vand. Smagte til med saft af en ½ citron, lidt hvidløgspeber, Citronpeber, salt. Når den har fået en god citronsmag, så giv den lidt ekstra salt, for den skal over fisken. Til sidst hakker jeg dild og vender det i sovsen.

Torsken var frosne filetter MSC mærket selvfølgeligt. Dem skyllede vi, duppede med køkkenrulle og lagde dem i bunden af et smurt fad. Sovsen hældes over, og fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 17 minutter.

Server med kogte grønne bønner og kogte kartofler. Alle her i huset elskede det.

Velbekomme.



søndag den 12. juli 2015

Sød grill marinade

Denne lækre og meget nemme marinade er sød og fantastisk.

Bland alle ingredienserne og marinér kødet i det i 1-2 eller mere timer. Grill og nyd.

1 dl. olivenolie
½ dl. ketchup (ikke pølsemandens, en rigtig ketchup)
50 gram brun farin
2 spsk. soya
1½ spsk. æblecidereddike
1 fed hvidløg, knust / presset i.
Lidt tørret chili (brugte chili flager)
3 skvæt tabasco (peber)

Mums, så lækker kylling har jeg aldrig fået før. Kyllingen havde vi hentet hos Slagter Henrik i Svedala. Det var ikke et almindeligt kyllingebryst, men vidst nok en lårfilet. Det var saftigt og skønt.

Velbekomme


søndag den 28. juni 2015

Grill-glace / marinade



Hjemmelavet Grill-glace / marinade er sådan en ting som vi gerne har ville lave rigtigt længe herhjemme. Og i dag googlede vi, læste, googlede lidt mere, og læste meget mere. Og resultatet blev denne smukke grydefuld, som i dag er blevet brugt både til koteletter og ribs.

Det ser ud til at være meget besværligt, fordi der er så mange ting som skal i, men faktisk er det meget ligetil, og ret let, omend lidt tidskrævende.

180 gram smør (alternativt margarine)
2 løg, hakkede
2 fed hvidløg
4 dl ketchup
3 dl vand
4 spsk vineddike (hvidvin)
4 spsk Worchestershire sauce
4 spsk citronsaft
1 spsk Dijon sennep
½ tsk stødt peber
½ tsk paprika
1/4 tsk cayennepeber (det havde vi ikke, så vi puttede ½ tsk paprika ekstra i)
8 dryp tabasco

Smelt smørret i en gryde, brun de hakkede løg og de finthakkede hvidløgsfed (ikke knuste).
Kom ketchup i gryden, kog et øjeblik. Kom resten af ingredienserne i, og lad det småsimre (absolut ikke bulderkoge). 

Velbekomme.





søndag den 21. juni 2015

Hindbærlagkage



Den gang da jeg begyndte at interessere mig for at lave kager, var jeg absolut ikke avanceret. I år 2010 sendte DR så pludseligt Mette Blomsterberg på skærmen med Det Søde Liv. Og så var jeg fanget. For der stod hun, en dygtig konditor, og viste hvordan vi almindelige mennesker kunne lære at lave super fantastiske lækre kager. Siden da har jeg været fanget af kage-verdenen, og haft lyst til at afprøve alt muligt. Samtidigt har udviklingen indenfor computerverdenen, jo så gjort at man jo efterhånden kan google alt (ofte lidt for meget - hvis du spørger mig) så det jeg faldt for ved DR's TV serie med Mette Blomsterberg, nemlig de "levende" billeder af en som faktisk viste mig hvordan det skulle gøres, der har jeg nu Youtube som kan inspirere eller forklare. Da jeg var lille kunne man læse i en kogebog, uden billeder vel at bemærke !!

Men den af Mette Blomsterbergs kager som virkeligt fangede mig var Hindbærlagkagen. Og fremtil demonstrationen af hvordan man brugte husblas, havde jeg end ikke tænkt på at købe det. Nu er det jo så (u)heldigvis sådan, at jeg ikke er så god til at følge en opskrift slavisk. Og hvis ingredienslisten lyder på noget som jeg ikke bryder mig om, så bliver det aldrig noget jeg kommer til at lave. Tænker her på at det har taget mig frem til Januar i år at prøve at lave noget med marcipan, og grunden til at jeg ikke laver cheesecake er jo så at jeg ikke kan lide ost (tror jeg).

Nåh men opskriften lød i hvert fald på noget i bunden som jeg ikke lige ville prøve, så jeg bagte en almindelig lagkage bund, og så gik jeg i krig med Hindbær fromagen. Det blev selvfølgeligt heller ikke til marcipan rundt i kanten, for marcipan er jo ikke lige mig, det er flødeskum til gengæld. Resultatet blev fantastisk, og fødselsdaggæsterne til den fødselsdag elskede den. Derefter var den ofte på repertoiret, hvorefter jeg kom igang med mousser baseret på hvid chokolade og denne gik lidt i glemmebogen. Nu har jeg taget glemmebogen frem, og den skal så meget tilbage på repertoiret.

Så her kommer mit opdaterede spin på Mette's Hindbærlagkage

Bund : Enten ville jeg bruge Drømmekage bunden ellers ville jeg bruge en rouladebund. Begge bunde er luftige og lette, og passer godt til fromagen.

Hindbærfromage:

5 blade husblas
250 gram hindbær (jeg bruger frosne)
50 gram flormelis
5 dl piskefløde
1 vaniljestang (ikke en stor, tyk, dyr en, bare en "slave" fra supermarkedet)

Husblas i koldt vand.

Hindbær, flormelis, vaniljekorn og stang i en gryde og koge.



Piskefløden piskes til blødt skum.



Husblas i hindbærmosen, efter stængerne er taget op. Og sørg for at det er helt smeltet. Lad det køle lidt af.



Vend en smule flødeskum i den nu godt afkølede hindbærmos.




Vend det så i resten af flødeskummet. Og kom det i formen.





Stil på køl minimum 6 timer, den kan også fryses så kan den måske nøjes med 3 timer (men kan selvfølgeligt også være derinde meget meget længere), skal så ud 1 time før brug.

Dette er et billede af en af de små, som vi da bare måtte teste her til aften. Uden pynt eller noget. 
Den var fantastisk.



lørdag den 20. juni 2015

Grill koteletter



Interval grillede koteletter var på menuen i dag.

Lennart er grill-mester herhjemme, så denne gang formidler jeg bare.

Koteletterne får salt og peber på begge sider

Grillen olieres (køkkenrulle med lidt madolie gnides på risten)

Koteletterne brunes af 3 minutter hver side ved høj varme.

3 minutters pause i fad med folie over.

2 minutter på en side

1 minut på den anden side

3 minutters hvile

1 minutters siden fra sidst, skal nu have 2 minutter

den anden 1 minut

hvile 3 minutter

Afhængigt af tykkelse får de 2 plus 1 minut igen

Og så er de lækre, saftige og skønne.

Er de meget tykke skal de selvfølgeligt have 2 plus 1 minut igen efter en hvile periode.


Kold Sommer-salatsovs





I dag skulle vi have grillede koteletter med kartofler og salat. Og så selvfølgeligt lidt sovse-snask til.

Denne er meget inspireret af gårsdagens kartoffelsalat og indeholder:

Creme Fraiche
Salatløg
Radiser
Gulerødder
Løvstikke
Purløg
Sennep
salt og peber
En smule sukker

Mums

Passer som SommerSovs til kartofler, eller smid en omgang pasta i og brug den som pastasalat. Man kan også vende kogte kolde kartofler i, så er det en kartoffelsalat.

fredag den 19. juni 2015

Midsommer middag, med ribben, kartoffelsalat og grønsalat.



Vi har været hos Henrik igen, og denne gang valgte vi skønne kødfulde ribben, som Henrik tørkrydrede for os. De har så ligget siden i går og marineret.

Til disse skønne ben, skal vi have hjemmelavet kartoffelsalat og grønsalat.



Den grønne salat indeholder:

Friskt ny høstet Spidskål
Peberfrugter (De store lange søde peberfrugter)
Agurk

Enkelt ja, men så godt.



Kartoffelsalaten indeholder:

2½ dl creme fraiche 18 %
1 dl mayonaise
2 små rødløg, finthakkede
Persille (en god håndfuld)
Purløg (sådan en lille god dusk)
Løvsikke (omkring 6 finthakkede blade)
1 tsk sennep (pas på dijon sennep smager af meget)
Salt
Peber
Lidt sukker
Lidt citronsaft
Lidt fint snittede gulerødder

Kogte afkølede kartofler

Ribben - tørkrydrede fra Henrik
Vand
Grill
Sølvpapir/staniol

Ribbenene kom vi i staniol, kom lidt vand ved, omkring 5 spsk.



25 minutter på hver side ved ca. 155 grader i grillen. I den lukkede pakke, så vandet hjælper med at gøre det saftigt og dampe det lidt.




Til sidst fuld kraft på grill og så grilles af på begge sider.

MUMS siger vi bare. Totalt hit.


søndag den 14. juni 2015

Gulerodskage, lyder lidt for sundt til at være godt!







Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig meget om frugter eller grønsager i kage. Og netop derfor har jeg aldrig kastet mig ud i et projekt som dette, før i dag. Men i dag er Wilmer på besøg, og Wilmer kan ikke tåle mælk og mælkeproteiner. Derfor googlede jeg mælkefri kager og fandt denne opskrift, i et dameblad. Jeg beklager, jeg kan ikke huske hvilket (Hennes Verden måske), jeg skrev bare ingredienserne ned og gik i køkkenet med Caro (dagens fotograf).

Ingredienser:

225 gram brun farin
1 tsk vaniljesukker
1½ dl neutral olie (jeg brugte solsikke)
3 æg
275 gram revet gulerod.
200 gram mel
10 gram bagepulver
3 gram natron
1 tsk salt
1½ tsk kanel
40 gram hakkede hasselnødder



Gulerødder, brun farin, æg, vaniljesukker og olie blandes. 

Herefter blandes mel, bagepulver, natron, kanel og salt i. 

Til sidst blandes de hakkede nødder i.


Formene har jeg bagepapir i bunden, penslet dem med flydende margarine og drysset dem med mel. 






Nu bager jeg dem ved varmluft 150 grader til de er færdige. Formene har jo lidt forskellig størrelse, så jeg afventer lige endelige bagetider, men forventer at de små skal have 30 minutter og den store omkring 40-45 minutter. Dette afhænger så meget af din ovn, så prøv dig frem. Det er med vilje at jeg vælger en lav temperatur i længere tid, for at få kagerne til at hæve så jævnt som muligt. Det var ikke det som stod i opskriften, faktisk kan jeg ikke lige huske hvad der stod i bageanvisningerne men dette ser ud til at være gået ret godt.

Jeg forstiller mig at Wilmers kage skal have Italiensk marengs på og og ingen fyld. De øvrige skal have marshmallowfyld i og noget glasur på toppen. Lyder det godt?






onsdag den 3. juni 2015

Espresso Cake (Roy Fares - opskrift)






Bundene:
330 gram hvedemel
510 gram sukker
120 gram kakao
15 gram bikarbonat
7 gram bagepulver
10 gram salt
10 gram vaniljesukker
165 gram æg (stuetemperatur) (ca. 3 æg)
350 gram mælk (stuetemperatur)
180 gram vegetabilsk olie
350 gram varm kaffe

Kaffesmørcreme
200 gram mørk chokolade (70%)
400 gram usaltet smør (stuetemperatur)
8 gram vaniljesukker
150 gram æggehvider
220 gram sukker
lidt salt
75 gram lunken espresso

Marshmallowfyld
250 usaltet smør (stuetemperatur)
120 gram florsukker
3 gram vaniljesukker
ca. 210 gram marshmallowfluff

Pynt
1-2 poser Polly mælkechokolade


Bundene:

Alt det tørre blandes i en skål, Olie, æg og mælk i en anden og større skål.
Det tørre sigtes i og blandes til en jævn masse.
Til sidst blandes kaffen i.
Fordeles i 4 bunde. som er smurt og med bagepapir i bunden (vigtigt) og drysset med mel.
Bages ved 155 grader i ovnen på varmluft (alle 4 i ovnen på samme tid) ca. 40 minutter.
Afkøles i formene.









Kaffesmørcreme:

Smelt 200 gram mørk chokolade (Jeg brugte min chokoladesmelter) og stil til afkøling
Pisk smør og vaniljesukker luftigt (det synes jeg altså ikke rigtigt det blev)
Æggehvider, sukker og salt håndpiskes over vandbad til alt sukkeret er opløst. Herefter piskes den op til marengs i maskinen (eller med håndmikser) til den køler af.
Smørblandingen blandes i skiftevis med det smeltede chokolade.
Til sidst skal man blande kaffen i, jeg smagte på cremen og den var meget kraftig og god, så jeg kom slet ikke kaffe i. Men det er jo en smagssag.

Marshmallowfyld

Smør, flormelis og vaniljesukker piskes luftigt, (denne gang gik det bedre)
Fluff piskes i.

Kagen skal nu samles. Trim bundene så de har en lige og jævn overflade.

Rækkefølge
Bund
Marchmallowfyld
Bund
Chokoladecreme
Bund
Marshmallowfyld
Bund

Resten af chokoladecremen bruges til opsmøring af kagen.



Der kan pyntes med Polly, men dem havde jeg glemt at købe, og den var så fin uden.

Meget meget mægtig kage. Der er til rigtigt mange 14 - 16 pers vil jeg sige.

Velbekomme.

Print venligt