torsdag den 27. december 2012

Peberkager

Vi er ikke ret gode til at bage julesmåkager hjemme hos os. Alligevel har vi nu for andet år i træk bagt masser af peberkager og de bliver rigtigt gode. Den opskrift vil vi gerne dele.

Du skal bruge:

125 gram smør
200 gram sirup
150 gram brun farin
(smeltes over svag varme i en gryde, lad det køle lidt af)

1 tsk. peber
1 tsk. ingefær (stødt)
1 tsk. kardemomme
3 tsk. kanel
(blandes og hældes i gryden)

2 tsk. natron
500 gram mel
(blandes sammen og blandes med det i gryden)

1 æg
(røres i til sidst.)

Lad dejen køle af og put den i en pose og så i køleskabet. Sørg for at få så meget luft ud af posen og at den er helt tæt lukket.

Når du skal bruge dem, altså bage dem, så udrulles den mængde af dejen som du vil bruge på bordet, udstikkes og bages på bagepapir i ca. 7 minutter i en 180 grader varm ovn.

Resten af dejen, hvis du ikke har brugt det hele, lader du blive i posen til næste gang der skal være friske peberkager.

Mums, vi elsker dem og anbefaler dem.









Caspars favorit boller


Hjemme hos os kan vi rigtigt godt lide en god bolle og derfor har jeg gennem meget lang tid afprøvet opskrifter, læst lidt fra norske, svenske og danske internetsider, prøvet og øvet og er nu kommet frem til at denne opskrift er blevet min foretrukne.

Den er nem, men tidskrævende. Men det tager jo tid at bage boller, så hvad gør et par timer fra eller til :) Og stop her hvis du ikke har en røremaskine, for så kan det her ikke lade sig gøre.

Du skal bruge:
5 dl mælk
50 gram gær
1 stort æg
1 kg hvedemel
150 gram sukker
15 gram havsalt
12 gram stødt kardemomme
150 gram smør

Smør og mælk tager du ud af køleskabet samtidigt. Mælken skal ikke varmes, gæren smulres i den kolde mælk og røres ud. Så kommer du det store æg i.

Hvedemel, sukker, salt og kardemomme blander du sammen og hælder i mælkeblandingen. Og nu skal din røremaskine ælte dejen i ca. 15-20 minutter. Smøren skæres i tern og efter dejen er blevet æltet 15-20 med dejkrogen i maskinen, tilsættes smør-tern så de fordeles i dejen. Nu skal maskinen så arbejde i 20 minutter mere.

Når dejen er æltet 20 minutter i maskinen skal den hæve i 2 timer i skålen.

Efter hævning tages dejen ud på bordet, den behøver forbløffende lidt mel til at man kan arbejde med den. Men den arbejdes igennem og formes til det man vil bruge den til. Denne dej er god til kanelsnegle, horn, kanelsnurrar, kanelstang eller selvfølgeligt boller.

Vi delte dejen i 4 og formede 10 boller af hver del. Det giver en (efter min mening) god størrelse på bollerne og så kan der være 10 boller på pladen. Nu skal de hæve igen i 2 timer.

Når bollerne er hævet færdigt, pensles de med godt pisket æg med lidt vand i og bages i 15 minutter i en 200 grader varm ovn.


Et lille forsøg.
Jeg havde læst på en norsk debat (og nu kan jeg selvfølgeligt ikke finde den igen) at man kan efter hæve bollerne i ovnen med damp! Det måtte prøves og jeg satte lystigt 1 plade i ovnen tændte på 50 grader (der stod 40 grader i debatten - men det kan min ovn ikke) hældte 1 liter kogende vand i bradepanden i bunden og gav pladen med boller 20 minutter. De hævede til dobbelt størrelse. Nu havde det jo så været fantastisk med en ekstra ovn, hvor jeg kunne smide pladen direkte over i på 200 grader. Men ak og nej, jeg har kun en ovn så de blev tildækket med et klæde og ind med de tre sidste plader med boller. Da de sidste boller kom ud af ovnen skulle ovnen varmes op til 200 grader, men så fik jeg kigget i opskriften og tænkte de skal jo hæve i samlet 2 timer, så det er for tidligt at sætte dem ind. Slukkede ovnen og ventede til der var gået 1½ time fra de første boller kom i ovnen. Tændte ovnen og da den var 200 grader varm satte jeg den første plade ind, igen med kogende vand i bradepanden i bunden. Bollerne så meget fugtige ud og jeg valgte at tage bradepanden ud efter 10 minutter. Prøvede at bage bollerne færdige men de blev ved med at være lidt fugtige og flade. Konklusionen blev at det bestemt skal prøves igen, når jeg er blevet den heldige indehaver af en ekstra ovn. Efterfølgende er bollerne bagt flere gange, hvor de har hævet helt almindeligt, med stor succes.

tirsdag den 25. december 2012

Hjemmelavet Bounty


1 dåse kondenseret (sødet) mælk
300 gram kokosmel
400 gram chokolade til overtræk

den kondenserede mælk blandes med kokosmel og hviler i køleskabet i 15 minutter eller mere.



De formes og sættes på køl mens chokoladen bliver tempereret.



Overtræk med chokolade, jeg tilsætter gerne lidt kakaosmør for at overtrækket bliver lidt tyndere, men det er ikke nødvendigt.

Hvis du ikke er så trænet i temperering af chokolade, kan du købe chokoladeknapper til overtræk.

mandag den 24. december 2012

Mandelnougat

Denne jul har vi lavet lidt chokolade, denne lille lækre bid var en absolut favorit.

Du skal bruge:
250 gram nougat
125 gram mørk chokolade
1/4 dl rørsukker
50 gram mandelflager

Mandlerne lavede vi selv, ved at smutte dem og så en tur i maskinen så de blev skåret i skiver. Så blev de ristet på panden til de var gyldenbrune.



Jeg smeltede nougaten over vandbad, mens jeg hakkede chokoladen rimeligt fint. Da nougaten var smeltet kom jeg chokoladen i så den også kunne smelte med. Da chokoladen var smeltet kom jeg sukker i og blandede det rigtigt godt. Til slut kom jeg mandlerne i og blandede det sammen.




Da det var godt blandet, kom jeg chokolademassen i små forme og lod det afkøle.
Jeg havde ikke forme nok! Så resten fik lov at afkøle og stivne i en brødform som jeg havde beklædt med bagepapir. Derefter blev de skåret i rustikke stykker, og spist inden fotografen nåede frem ;)

torsdag den 20. december 2012

Nougatcreme


Du skal bruge:
2,5 dl piskefløde
150 gram nougat
2 blade husblas

  • husblas lægges i blød i minimum 1/2 liter vand i ca. 30 minutter
  • Nougat smeltes over vandbad
  • piskefløden varmes og blandes i den smeltede nougat
  • når nougat og piskefløde er helt blandet, krammes alt vandet ud af husblas'en som røres i
Cremen skal afkøles i køleskab med film over. Filmen skal helt ned og ligge på cremen så der ikke dannes kondens.

Efter cremen er afkølet (minimum 4 timer tager det, jeg laver den altid dagen før og lader den stå natten over) piskes den op. Pas på med at overpiske den, for så bliver den grynet.

Jeg har ikke prøvet at lave denne creme uden husblas, men jeg tror godt det kan lade sig gøre, hvis den ikke skal behøver blive meget fast.

onsdag den 19. december 2012

Chokoladecreme

Mange forskellige måde kan man lave en chokoladecreme som passer i en lagkage eller på toppen af cupcakes eller vores nøddefavorit. Jeg har prøvet mig frem og denne er min favorit. Den består af 3 ingredienser som man næsten altid kan finde i vores køkken.

Du skal bruge:
1/2 liter piskefløde
200 gram mørk chokolade
3 blade husblas

  • husblas lægges i blød i minimum 1/2 liter vand i ca. 30 minutter
  • chokoladen hakkes og smeltes over vandbad
  • piskefløden varmes og blandes i den smeltede chokolade
  • når chokolade og piskefløde er helt blandet, krammes alt vandet ud af husblas'en som røres i
Cremen skal afkøles i køleskab med film over. Filmen skal helt ned og ligge på cremen så der ikke dannes kondens.

Efter cremen er afkølet (minimum 4 timer tager det, jeg laver den altid dagen før og lader den stå natten over) piskes den op. Pas på med at overpiske den, for så bliver den grynet.

Du har kun behov for at have husblas i hvis du har travlt eller den skal være inde i en lagkage eller roulade. Når jeg skal bruge den som top på en cupcake eller anden kage, hvor der ikke skal kage ovenpå, så er det ikke altid jeg tilsætter husblas.

Hvis du vil have en creme med lys chokolade, så tilsættes der 250 gram lys chokolade i stedet for den mørke chokolade.


Print venligt