søndag den 21. juni 2015

Hindbærlagkage



Den gang da jeg begyndte at interessere mig for at lave kager, var jeg absolut ikke avanceret. I år 2010 sendte DR så pludseligt Mette Blomsterberg på skærmen med Det Søde Liv. Og så var jeg fanget. For der stod hun, en dygtig konditor, og viste hvordan vi almindelige mennesker kunne lære at lave super fantastiske lækre kager. Siden da har jeg været fanget af kage-verdenen, og haft lyst til at afprøve alt muligt. Samtidigt har udviklingen indenfor computerverdenen, jo så gjort at man jo efterhånden kan google alt (ofte lidt for meget - hvis du spørger mig) så det jeg faldt for ved DR's TV serie med Mette Blomsterberg, nemlig de "levende" billeder af en som faktisk viste mig hvordan det skulle gøres, der har jeg nu Youtube som kan inspirere eller forklare. Da jeg var lille kunne man læse i en kogebog, uden billeder vel at bemærke !!

Men den af Mette Blomsterbergs kager som virkeligt fangede mig var Hindbærlagkagen. Og fremtil demonstrationen af hvordan man brugte husblas, havde jeg end ikke tænkt på at købe det. Nu er det jo så (u)heldigvis sådan, at jeg ikke er så god til at følge en opskrift slavisk. Og hvis ingredienslisten lyder på noget som jeg ikke bryder mig om, så bliver det aldrig noget jeg kommer til at lave. Tænker her på at det har taget mig frem til Januar i år at prøve at lave noget med marcipan, og grunden til at jeg ikke laver cheesecake er jo så at jeg ikke kan lide ost (tror jeg).

Nåh men opskriften lød i hvert fald på noget i bunden som jeg ikke lige ville prøve, så jeg bagte en almindelig lagkage bund, og så gik jeg i krig med Hindbær fromagen. Det blev selvfølgeligt heller ikke til marcipan rundt i kanten, for marcipan er jo ikke lige mig, det er flødeskum til gengæld. Resultatet blev fantastisk, og fødselsdaggæsterne til den fødselsdag elskede den. Derefter var den ofte på repertoiret, hvorefter jeg kom igang med mousser baseret på hvid chokolade og denne gik lidt i glemmebogen. Nu har jeg taget glemmebogen frem, og den skal så meget tilbage på repertoiret.

Så her kommer mit opdaterede spin på Mette's Hindbærlagkage

Bund : Enten ville jeg bruge Drømmekage bunden ellers ville jeg bruge en rouladebund. Begge bunde er luftige og lette, og passer godt til fromagen.

Hindbærfromage:

5 blade husblas
250 gram hindbær (jeg bruger frosne)
50 gram flormelis
5 dl piskefløde
1 vaniljestang (ikke en stor, tyk, dyr en, bare en "slave" fra supermarkedet)

Husblas i koldt vand.

Hindbær, flormelis, vaniljekorn og stang i en gryde og koge.



Piskefløden piskes til blødt skum.



Husblas i hindbærmosen, efter stængerne er taget op. Og sørg for at det er helt smeltet. Lad det køle lidt af.



Vend en smule flødeskum i den nu godt afkølede hindbærmos.




Vend det så i resten af flødeskummet. Og kom det i formen.





Stil på køl minimum 6 timer, den kan også fryses så kan den måske nøjes med 3 timer (men kan selvfølgeligt også være derinde meget meget længere), skal så ud 1 time før brug.

Dette er et billede af en af de små, som vi da bare måtte teste her til aften. Uden pynt eller noget. 
Den var fantastisk.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print venligt